Om min-sovs.dk

Min-sovs.dk er skabt af Jonas Olsen i juli 2012, da jeg efter at have søgt på nettet, ikke kunne finde nogle steder hvor der var lagt vægt på denne gamle danske tradition.

Formålet med denne side er, at samle alle opskrifter på den gode sovs, gode råd til hvordan du laver en fremragende sovs, og ikke mindst det gode tilbehør. Men da jeg jo er mand, og en mand aldrig må gå ned på sit udstyr i køkkenet, så vil jeg også prøve at komme med nogle anmeldelser af det mest u-undværlige udstyr.

Jeg har altid været fan af en god sovs, og har siden jeg kunne huske været med i køkkenet når min far har lavet mad. Jeg har siddet på køkkenbordet ved siden af, og interesseret fulgt med i hvad han gjorde. Jeg tror min far har svaret et utal af gange på, hvorfor han rystede mel og vand sammen, og hvorfor han rørte i sovsen, og hvorfor han kom salt og peber i. Det bedste kom så når man endelig var gammel nok til at være med, så kunne man selv få lov til at ryste mel og vand sammen i meljævneren – og det endda uden alt for mange uheld, og man kunne få lov til at hælde kuløren i sovsen mens man rørte rundt, og kunne se hvordan sovsen gradvist skiftede farve fra hvid til brun.piskeris

Denne interesse kom senere til udtryk i folkeskolen, hvor jeg tog hjemkundskab som valgfag, og faktisk gik til eksamen i det også. Noget der ikke var meget set på det tidspunkt. Jeg husker stadig da lærer og sensor trådte ind i eksamenslokalet, og sensor klappede i sine hænder og bekendtgjorde at nu startede eksamen, så nu måtte alle drenge godt forlade lokalet, hvorefter alle pigerne rejste sig og gik, og efterlod 5 drenge tilbage i lokalet der alle skulle til eksamen. Til de interesserede kan jeg iøvrigt oplyse, at jeg ikke den gang fik lavet en ret der inkluderede sovs, idet mit emne for eksamen var at lave mad til en vegetar familie, og jeg valgte at servere blomkålsgratin, med hjemmebagte flutes. Så vidt jeg erindrer indbragte den ret et 10 tal på den gamle 13 skala.

Men interessen har også fulgt med efterfølgende, og når snakken er faldet på mad med eventuelle kærester eller venner, så har min holdning altid været – At køkkenet, det er mit.

Denne side er dedikeret min far, for uden ham ville min interesse for madlavning, og den gode smagsfulde kraftige sovs ikke være så meget i min bevisthed og hverdag som den er.

/Jonas

2 Kommentarer

  1. Jeg leder efter en mulighed for at blive tilmeldt et nyhedsbrev? Findes det?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.